Torsdag d. 26. april afholdt vi årets generalforsamling i Amanogawa. Formanden gav et resume af, hvordan det er gået med klubben i 2017. Overordnet set, så kom vi igennem 2017 med et lille overskud. Den vigtigste konklusion på 2017 er, at vi fik søsat en del nye tiltag i anden halvdel af året, som tilsammen gør, at vi går et 2018 i møde med stor optimisme.
Dog fik vi lidt af et slag i ansigtet, da vi kort før jul i 2017 blev opsagt af vores udlejer. Selvom det ikke kom som en kæmpe overraskelse, så var det alligevel en træls besked at få. Bygningen på Holmen skal ganske enkelt rykkes helt ned, og det nye der skal bygges vil ikke indeholde muligheden for, at vi kan komme tilbage. Så “julekortet” fra Dansk Supermarked til Amanogawa var med beskeden om: “I skal flytte i 2018.”
Amanogawa flytter til Vinding
Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, som man siger. Efter at have sundet os på nyheden om, at vi skulle flytte, gik vi i gang med at undersøge markedet for egnede lokaler til klubben.
Lad os formulere det sådan her: Det er ikke nemt i Vejle!
Enten er lokalerne i en så elendig forfatning, at de burde rives ned. Eller også er der en lokalplan i vejen, der siger, at vi ikke må leje os ind… eller også er det alt, alt for dyrt samtidig med, at der ikke er plads nok.
Vi har blandt anden kigget på områder i Vinding og Mølholm. Specifikt har vi kigget ude i Vindings industrikvarter, men det var et no-go fra kommunen på grund af lokalplanen. Vi ville ellers rigtig gerne til Vinding/Mølholm, da det er et godt område, men det så ikke ud til, at det kunne lade sig gøre.
Men så lige pludselig – ind fra højre og ud af ingenting – dukkede de perfekte lokaler op. Lige ved Vindinggård Center. Komplet med busruter lige til døren og motorvejen 500m væk. Det var næsten for godt til at være sandt. Udlejeren var endda fornuftig at tale med – hvilket vi ikke ligefrem kan sige om alle udlejere.
Da vi havde besigtiget lokalerne af 3-4 omgange og alle detaljerne var på plads skulle kommunen blot give deres “thumbs up” til lejekontrakten. Selvom det var forventet at være en formsag, så var det alligevel et par nervøse dage. Men heldigvis – og som forventet – fik vi “order-to-go”.
Så mandag d. 16. april kunne vi endelig – efter 4 måneders søgning – sætte vores underskrift på lejekontakten og gøre det officielt: Amanogawa flytter til Vinding! 🙂
Lokalerne har tidligere tilhørt nogen, der hedder Back2Sport. De laver genoptræning og fysioterapi, så lokalerne har allerede en del af de faciliteter vi skal bruge. Der er endda en reklamesøjle lige ud til vejen vi kan overtage 🙂
Ny dojo lige ved Vindinggård Center
Vi får adgang til lokalerne omkring 1. juni 2018. Der vil på det tidspunkt være en del ting, der skal laves. Af større ting er der gipsvægge der skal flyttes og et nyt trægulv der skal lægges.
Dertil kommer et hav af mindre udbedringer og installationer. Så vi får brug for hjælp til at komme i mål. Heldigvis er vi sikre på, at klubbens medlemmer gladeligt vil hjælpe med til at realisere Amanogawas nye hovedkvarter 🙂
Planen er, at vi starter efterårssæsonen i de nye lokaler. Så altså, mandag d. 6. august, lige efter årets sommerlejr, starter træningen ud i vores nye og superlækre dojo oppe i Vinding. Vi glæder os helt vildt til at det bliver en realitet og vi er sikre på, at de nye lokaler bliver starten på en helt ny æra i klubbens historie!
Vi afsluttede generalforsamlingen 2018 med at tage op og besøge de nye lokaler. Dermed kunne alle der havde lyst ved selvsyn se hvad der er i vente for Amanogawa. Fik vi nævnt, at vi glæder os til at komme på plads i de nye lokaler? 😀