Amanogawa Ryu er et unikt og effektivt selvforsvarssystem mod gadeangreb og gadevold. Systemet er for alle, og specielt rettet mod angreb, man kan komme ud for på gaden en mørk aften. Vi går som de eneste i Danmark foran og tager de bedste teknikker fra den traditionelle karate og jiu-jitsu. Disse teknikker fletter vi sammen til et helt unikt system, der er super effektiv selvforsvar. På toppen af “kransekagen” pynter vi med iai-do, som er træning med sværd som de gamle samuraier gjorde det. Iai-do træningen er dog først for de rigtig høje grader i klubben. Som nybegynder i klubben vil du ikke komme til at træne med sværd.
Amanogawa Ryu er opstået tilbage i 2004 i “ruinerne” af et gammel dansk selvforsvarssystem, som i dag er dødt. Det gamle system var ikke blevet udviklet i over 20 år og havde store mangler. Derved opstod ideen og behovet for et moderne system, hvor træningen, teknikkerne og mentaliteten blev tilpasset et tidssvarende voldsbillede. Det nye system valgte vi at kalde Amanogawa Ryu, hvilket betyder “Amanogawa stilarten”.
Amanogawa Ryu består af et elegant mix af gamle japanske kampstilarter – og en lille smule brasiliansk jiu-jitsu. Vi har taget de bedste og mest effektive teknikker og sat sammen til et moderne og effektivt system, der gør dig i stand til at forsvare dig selv, hvis du en dag skulle være så uheldig at blive overfaldet. Alt hvad vi laver sætter vi forhold til den danske lovgivning omkring lovligt nødværge. Du vil gennem træningen lære hvad du må og ikke må i en skarp situation på gaden.
Karate
Karate træner vi for at lære at slå, sparke og parere effektivt. Vi træner kampkombinationer og kata både med og uden partnere. Karate er den hårdslående stående kamp, som gør dig i stand til at holde et angreb ude på afstand. I Amanogawa Ryu vil du derfor lære slag/spark/parader, bevægelsesmønstre, kata, fri kamp og våbenteknikker (tonfa). Karate trænes både ud i luften og med makker i variende grader af kontakt.
Jiu-jitsu
Jiu-jitsu omfatter våbenløse forsvarsteknikker imod en modstander, der har fået fat i dig. Det handler om frigørelser, låseteknikker, kast, nedtagninger og holdegreb. Jiu-jitsu er den del af kampen, hvor en modstander er kommet helt tæt på dig og trænes derfor udelukkende med en partner. Du vil i Amanogawa Ryu lære at kaste med en modstander, der er større end dig og du vil også lære at kontrollere og afslutte en kamp ved hjælp af arm-, benlåse eller andre holdegreb.
Iaido (traditionel japansk samurai træning med sværd)
Vores indgangsvinkel til selvforsvar er, og har altid været, den gamle bushido vej. Tænk på de gamle samuraier.
Når du bliver højt nok gradueret (brunt eller sort bælte) vil du i Amanogawa Ryu begynde at træne med sværd. I starten dog kun et træsværd (en bokken). Du vil komme til at arbejde med ceremonier, bevægelsesmønstre og mental træning. Når du er klar, vil du også træne med et rigtigt sværd. Denne del af træningen har ikke direkte noget med selvforsvar at gøre, men træningen i iaido giver et indblik i den mentalitet og perfektionisme, som de gamle samuraier havde. Den mentalitet skal du også forsøge at opnå når du træner Amanogawa Ryu.
Effektiv selvforsvar
Jo højere du kommer op i Amanogawa Ryu systemet, jo mere vil du også opdage, at fokus flyttes væk fra basal tekniktræning. Der bliver flere og dybere mentale aspekter, end bare at lære færdige teknikker mod bestemte angreb. Vi lægger stor vægt på handlebane og fri kamptræning. Vi træner evnen til, at tænke rationelt under pres. Det er netop denne del af træningen, der gør Amanogawa Ryu til effektiv selvforsvar. Det er her du træner i at forsvare dig i alle tænkelige situationer. Der er altid flere måder at løse en overfaldssituation på. Hos os træner vi aktivt i at se mulighederne og udnytte dem – også når vi er under fysisk pres.
En typisk træning
En typisk træning foregår nogenlunde som du kan se på videoen herunder. Videoen er af lidt ældre dato og er optaget i vores gamle lokaler, men indholdet er stort set som vi træner den dag i dag:
Vil du være med?
Hvis du kunne tænke dig at træne Amanogawa Ryu sammen med os, så skynd dig at tilmelde dig vores introaften for nye begyndere. Vi optager nye medlemmer to gange om året. Så hvis du vil være med, så er det bare om at få dig tilmeldt 🙂
Vi glæder os til at se dig til træning 🙂